Til ære for David Lynch

Verden har mistet et helt særligt menneske, og selvom jeg er langt fra den eneste, der nu udtrykker kæmpe tristhed over det tab, som vi netop har lidt, føles det vigtigt at kigge nøje på den mand, vi har sagt farvel til, værdsætte hans arbejde, hans perspektiv på at skabe og tage det med sig videre i livet. 

David Lynch, en massiv kunstner, i min optik.

En af de sjældne slags, der formår at markere sig med sin kunst i mainstream popkultur, men uden nogensinde at blive forblændet af berømmelsen og føle sig nødsaget til at spille det næste arbejde sikkert for at bevare positionen midt i spotlightet. Aldrig en people pleaser. Altid kæderygende. En mand, der uden at undskylde betagedes af de mest Marilyn Monroe-lignende kvindeskikkelser med kaninører i høje hæle. Lækre søde sager, som tilværelsen byder på, som donuts, cherry Pie.

David Lynch har altid bevaret, hvis ikke ophøjet, kærligheden til det smukke, og evnen til at eksperimentere, dykke dybt, gå følende frem, være sig selv. At lege. 

Jeg har elsket hans film, siden jeg så Blue Velvet, vel nok omtrent 2006.

Gud, hvor jeg elskede den. Den fløjlsbløde, hvalpede Kyle MacLachlan, der forførtes af Rosellini, ligesom vi alle blev betaget. De klare blå og røde toner, det perfekte grønne græs, det hvide stakit. Tonerne af den mest nervepirrende, ængstelige version af Blue Velvet. Klamheden og grufuldheden, men også det bizart smukke og tydelige i et afhugget øre.

David Lynchs æstetik banede for mig vejen til en række andre kunstnere, som er nogle af mine favoritter den dag i dag: Gregory Crewdson, Francis Bacon, Larry Sultan, Sharon Van Etten, Kenneth Anger, Edward Hopper.

For mig er det i høj grad en blanding af hans måde at arbejde på, og så hans stilistiske, dystre og særegne univers, der kalder mig ind. 

Hans måde at skabe har længe interesseret mig. Nu, hvor jeg tænker over det, inspirerer det mig helt vildt. Da han lavede Inland Empire, var meget af filmen lavet ret improviserende. Han ringede vidst nærmest dagen forinden til Laura Dern, fortalte hende om nogle ideer, som de så skabte foran kameraet i en ret flydende og intuitiv proces. Og filmen var den første skudt digitalt, hvilket gav ham en proces, han elskede. Ingen grund til at stoppe optagelserne og hænge det hele op på et set med tunge lamper, kæmpe crew og den rigiditet, det medfører. Så tydeligt et ønske om bare at være i bevægelse. 

At få lyst til at bortkaste alle de konventionelle ting, der ellers skal være i filmproduktioner, at stole på sin egen intuition om, at man kan skabe en film on the go, at stole på, at der i samarbejdet med skuespilleren kommer noget. Det er så stærk og sårbar en tilgang. Det kræver så stor en tiltro til egen formåen, der i øvrigt overhovedet ikke er pakket ind i arrogance eller selvfedme, men mest af alt kærlighed til processen. Det er jeg evigt lykkelig over at tænke på. Og tør man sige, drevet af.

Jeg boede længe i Seattle, som må betegnes at være epicenteret af den Pacific Northwest-energi, der gennemsyrer Twin Peaks. Det var en kæmpe attraktion for mig at befinde mig blandt de høje træer, som Dale Cooper, spørger Diane om, hvad hedder. At gå på bar med ternede flannelskjorter. At være et sted, hvor betydningen af en damn fine cup of coffee virkelig er værdsat af høj som lav, og hvor man på dinere kan få dem serveret i de helt rigtige kopper, der buer lidt ind på midten, og har det helt rigtige håndtag med en lille kande Half n’ Half serveret on the side, køre gennem majestætiske bjerglandskaber, hvor man med gysende fryd godt kunne se for sig, at man kunne slippe afsted med at lave nogle fucked up ting i en gammel togvogn og dumpe et lig, pakket ind i plastic. 

Jeg hørte engang Lynch tale om, at han for en periode var flyttet til Europa, fordi det var jo der man skulle hen, når man skulle lave seriøs kunst. Men intet kom til ham, når han gik rundt i de meget smukke gader blandt alle de distingverede europæere. Han fandt sin inspiration i det miljø, som han søgte mod igen og igen. USA, og i høj grad den amerikanske vestkyst, de små byer, men også LA, Las Vegas, steder der indeholder både en enorm skønhed og storhed, men som også er dunkle, drevne, åndelige, for meget, psykisk pressede. Ultra amerikanske.

Igen, at kende sig selv, at vide, hvad der oprigtigt kalder på en, at tune ind.

Jeg besøgte vandfaldet, Snoqualmie Falls, fra introsekvensen til Twin Peaks vel nok en 30 gange i løbet af de næsten 9 år derovre. Viste stolt mine venner og familie rundt i byen, North Bend, hvor serien i stor stil blev optaget. Vi betragtede måbende bjerget, Mount SI, der står solidt i filmstrimlerne som et ikon på Twin Peaks vilde landskab på den anden side af byskiltet. Ude ved toiletterne på den cafe, hvor man filmede mange af scenerne i Double R dineren (Twedes), hang der nogle let krøllede, indrammede billeder, der dokumenterede livet bag kameraet under optagelserne, som jeg aldrig kunne få nok af at glo på. Her kunne man se en smilende Lynch, i nær kontakt med sit crew, oprigtigt elskende sit arbejde. Lykkelig over at se, hvordan jukeboxen så ud henne ved døren, hvordan scenerne med servitricerne forløb.

I alle de interviews og klip jeg nogensinde har hørt med ham, er han en mand, der bramfrit nyder at nyde, nyder at skabe. Taler om, at modellen med den lidende kunster ikke fungerer for ham. Depressionen er ikke produktiv. Han søger altid den store ide, som kun byder sig til, hvis man sidder klar med fiskestangen til at nupse den. Og det arbejde kan man ikke tage en smutvej med. Og glæden ligger kun i, selv at mærke drivkraften og nysgerrigheden, og det, at man sgu har fanget den!

Der er en absurditet - noget der af og til kan føles som en feberdrøm - ved meget af hans arbejde. Noget, der bare er, uden vi helt forstår, hvad det skal betyde. Jeg har altid haft det sådan med hans film, at jeg egentlig godt forstår, hvad han vil sige, uden jeg kan bryde det ned i et skarpt formuleret narrativ eller et plot. For hvem kan det? Det kan føles som en øvelse i at miste kontrollen, suspend disbelief, at se hans film. Et par, hvis passion stifter brande, en FBI agent kommer ud af en stikkontakt. En kæmpe, der hvisker til dig i din drøm. En kvinde, der skifter liv. Dimension. Hans film afkræver, at du dropper at finde en mening. Jeg tror, han ønsker, at vi skal stoppe med konsekvent at ville binde en fin sløjfe rundt om alt. Det handler ikke nødvendigvis om meningsløshed. Men at alt ikke kan tolkes. Stemningen, skønheden og øjeblikket i al sin ynde eller vanvid er det eneste, der gælder.

Jeg er fyldt af en oprigtig sorg, når jeg tænker på, at Lynch ikke er her mere. Jeg var ikke klar over, vi ikke skulle se mere til ham og hans arbejde. Det er jeg ikke klar til at slutte fred med.

Kære David Lynch, hvil i fred.