Der skete mere, end vi anede, da vi satte alt på pause
Vi er pt. ved at finde vej ud af en lille Paloma-pause.
Paloma udsprang jo af en lyst til at sætte os selv på spil. Til at skabe noget sammen. Til at være i synergi med den bevægelse, det kræver, når man stiller sig frem, sårbar og ny, og prøver noget andet.
Der findes uendeligt mange råd om, hvordan man skal bygge noget op, som fx en podcast.
Vælg en fast form, find din vinkel, læg en plan, hold den. Start forfra. Gentag.
Men virkeligheden er sjældent lineær.
For os kom der en pause. Ikke planlagt, men nødvendig. Der var ikke timer nok i døgnet, og vi var bange for at gøre det forkert. Og forhastet. Så vi satte Paloma på standby. Med bævende hjerter.
Men i pausen opstod noget andet. Noget vigtigt.
Der blev plads til refleksion. Til at tænke over, hvad vi egentlig vil med det her. Og pludselig var vi i gang igen - uden rigtigt at have besluttet det.
Vi har optaget nye samtaler med nogle helt fantastiske gæster. Og de samtaler. Oh boy. De har givet os noget nyt. Noget, vi ikke vidste, vi manglede.
Vores gæster har delt så generøst og ærligt, og det føltes, som om samtalen trak os et spadestik dybere ned i os selv.
Samtalerne har vist os, at pausen ikke var en stilstand – den var et skridt videre.
Et pusterum, der gjorde os modigere. Mere nysgerrige. Klar til at gå endnu mere til stålet.
Så her er et lille kærligt opråb: Vær ikke bange for pausen. Frygten for stilstand er en illusion.
Alting bevæger sig – bare ikke altid i lige linjer. Hvis vi tør stole på, at stilheden også skubber os fremad, så opdager vi, at pausen i sig selv er en form for transport.