Hver uge får vi adgang til hjerner, vi ellers ikke ville have mødt.

Alt sammen fordi vi har skabt en lille galakse, som vores podcast-rumskib kan rejse ind i.

Da Sicilia og jeg begyndte på vores podcast, Paloma, vidste vi ikke helt, hvad vi lavede. Vi vidste bare, at noget rørte på sig. En uro. En længsel efter at forstå, hvad det egentlig vil sige at skabe: ikke bare et værk, men et liv, et kald, en vej.

I dag har vi samlet en lille skare af lyttere, der, ligesom os, prøver at navigere sig fremad. I processen. I mulighederne.

Samtalerne med de mennesker, vi inviterer ind, gør noget ved os. De åbner noget i os.

Vi mærker, at vi bliver mere modige. Ikke af at vide mere, men af at stå i det sammen med nogen, der tør tænke højt.

Det er faktisk slet ikke en podcast, som vi først troede, man skulle lave den.

Den er mere famlende. Nysgerrig. Tæt på.

Det har vist sig at være det rigtige for os. For det skaber et rum, hvor vi, og vores lyttere, uge for uge får lov til at læne os ind i andres erfaringer.

Det føles som et slags uformelt mentorship. En mulighed for at stå ved siden af nogen, man beundrer, og bare tage det ind.

Vi lavede Paloma, fordi vi selv stod et sted, hvor vi skulle opfinde noget fra bunden. Det føltes usikkert, og derfor vigtigt.

Undervejs blev podcasten et kort og kompas for mig. Den har lært mig, at processen ikke er noget, man går igennem, men det er noget, man bor i.

Hvis du også står et sted, hvor du er i gang - eller ved at begynde – så lyt med. Måske finder du et lille spejl. Eller et sæt vinger.

Ps. I morgen udkommer der et helt nyt afsnit af Paloma, og det er ret særligt, for vi holdt en lille pause mens jeg var i total opstartsmode med at gå selvstændig med Eksakt, og Sicilia var i opløb med Strictly Ballroom, som netop er taget på turne til Jylland.